Bartholin Bruhn

Startside ] Op ]
 

Lørdag den 23/12

 

Kære Alle der hjemme!

Jeg håber at I alle er ved at være i julestemning? Hernede har vi den varmeste dag indtil nu da vi er oppe på 36C. Så der er dømt siesta fra 12 til 15, så mandskabet kan få en pause når det er varmest. Derfor er det store badebassin kommet frem (se billedet), det er dog ikke rigtig til at komme i da køen er lang! Jeg synes hellere de skulle lave en baderulle som i går. Jeg opholder mig i containeren hvor vi kan holde en temperatur på ca. 30C.

 

Ellers har det været en fin dag med gode resultater! Har i dag fundet 12 hæmmende bakterier, så stemningen afgående forsøgende kunne ikke være meget større. Mht. julestemning er vi alle enige om at det ikke rigtig bliver jul i år. Også selvom der bliver sunget en julesalme over højtalerne hverdag kl 13 (smukt er det ikke! men hyggeligt). Programmet for i morgen starter med julegudstjeneste hvorefter der er julemiddag i de forskellige messer. Herefter er der julegaveuddeling (vi har alle købt en gave til en værdi på ca. 100 kr). Jeg har købt den sidste nye U2 CD (man skal jo købe noget man selv bliver glad for).

 

Internettet er desværre nede og de er ikke helt sikker på hvornår vi kommer stabilt på igen. Derfor hvis jeg ikke chatter, skyper eller ringer til jer er det fordi at vores net er nede.

 

Jeg vil gerne ønske jer en rigtig god juleaften!!!

 

Den 24/12-2006

 

Så er det blevet jul eller er det? Julestemning var der ikke så meget af i starten af dagen og alle var i gang med deres arbejde helt som en almindelig dag. Temperaturen var igen noget over 30C udenfor, men omkring 25C i containeren. Altså indtil vores a/c gik i stykker, hvorefter temperaturen steg til 42C i løbet at 15 min! Heldigvis blev den hurtigt lavet så i løbet af aftenen kom temperaturen igen under 30C.

 

I løbet af formiddagen blev der pludselig set en tømmerflåde (se billeder) hvilket vakte stor opsigt, denne kom ombord og jeg tog flere prøver af den. Denne tømmerflåde kom senere til at spille en vigtig rolle i vores juleaften.

 

Lige før julemiddagen blev der kaldt til baderulle og det meste af skibets besætning udnyttede muligheden til at blive afkølet (inklusiv mig). Middagen blev serveret kl. 18.30 og vi var over højtalerne blevet lovet enten et glas vin eller en juleøl MEN…..i sergentmessen er det åbenbart blevet besluttet at der ikke må drikkes alkohol når vi sejler. SÅ ingen øl eller vin! Dog var det faktisk ikke et varmt glas vin man havde mest lyst i den varme.

 

Efter middagen var der julegave uddeling og så var det at julemanden kom flyvende på en tømmerflåde! Meget morsomt og det blev faktisk en hyggelig aften, så det blev jul også på Vædderen!

 

Den 25/12-2006

 

Dagen startede med følgende kommentarer ”der kan ses land på styrbordsside” og ja vi er vel ankommet til Salomonøerne. En enkelt gummibåd blev sendt af sted til øen for at tage prøver, men der blev desværre ikke adgang for resten af os. Ellers har vi haft en hyggelig julefrokost med alt hvad der dertil hører. Alt den mad gør at de fleste er lidt bange for at tage på, hvilket har resulteret i at jeg hverdag går en tur i vores udmærkede fitnessrum.

Jeg har så lige fundet en meget interessant artikel på www.politiken.dk (http://politiken.dk/videnskab/article217816.ece), denne beskriver at bakterier i tarmen måske er medvirkende til at man tager på (det er publiceret i Nature så det er jo RIGTIGT!). Jeg har derfor set lyset!! Mit projekt giver lige pludselig mening for alle ombord på Vædderen. Jeg skal jo finde bakterier der slår andre bakterier ihjel. Dette arbejde går også over alt forventning med mere end 200 isolater indtil nu. Men at disse måske kan bruges som slankekur havde jeg ikke tænkt før nu. Altså ved at slå de bakterier ihjel som måske gør os tykke. Denne ide vil jeg præsentere når jeg skal holde foredrag den 28/12, hvorefter jeg forventer kø foran container 3 (den jeg arbejder i).

 

Ha en god julefrokost derhjemme     

 

Den 26/12-2006

 

Dagen starten med den del diskussion mellem mediefolk og forskere, nogle mediefolk følte at de ikke fik tilstrækkelig muligheder for at formidle. Desværre endte denne diskussion også med splid mellem enkelte forsker hvorfor der var ”snakken i krogende” hele morgenen. Jeg har prøver at holde mig langt væk fra denne diskussion, da det er et emne der virkeligt kan få folk op af stolen! Igen i dag har vi haft 35C så jeg opholder mig mest i containeren.

 

Nok om det jeg har igen fundet en del hæmmende bakterier, denne gang fra småsten i vandoverfladen. Dejligt at forsøgende går som de skal. Og i morgen skal jeg holde foredrag på skibet omkring vores projekt. Dette er jeg lidt spændt på da de andre foredrag har været rigtigt gode så det er som om der ligger lidt et pres, men det kan i høre mere om i morgen.

 

Den 27/12-2006

 

Her til morgen var det faktisk lidt overskyet hvilket gjorde at det ikke var helt så varmt hvilket jeg ikke har hørt nogen klager over! Alle blev kaldt en tur til lægen da vi skal malariamedicin da vi snart ankommer til Gizo. Der var lidt snak om man nu behøvede at spise pillerne (de giver efter sigende dårlig mave) da der vist ikke har været malaria på Gizo længe, men jeg har nu helt bestemt mig at spise dem. Ellers en normal arbejdsdag, og dog her i øjeblikket går det bare godt med at finde hæmmende bakterier. Så igen i dag fandt jeg 16 nye. Så der bliver rigeligt at arbejde med når jeg engang kommer hjem.

Jeg træner nede i fitnessrummet hverdag hvilket jeg er lidt stolt af da temperaturen er 32C dernede, hvilket gør at man får det varmt når man cykler!

Så var det jo den store foredragsdag i dag og det gik meget fint, jeg har fået en masse gode tilbagemeldinger. Dog var det lidt trist at der blev forsket samtidige så der var ikke så mange.

 

Den 28/12-2006

 

Der er ikke sket det store i dag, så ikke mere om i dag.

 

Den 29 og 30. december

 

Vi ankom til Gizo den 29. om morgenen som planlagt. Gizo er Salomonøerne 3 største med 5000 indbyggere. Mens toldmyndighederne tjekkede os var der stor diskussion omkring det store spil. Det er blevet trukket skvæt og der var usikkerhed om vi kunne bruge det. Det skal siges at mange store projekter er fuldstændigt afhængige af dette spil så det skal virke. Sagen har kørt lidt frem og tilbage og det er endt med at vi skal bruge det som det er. Hvilket giver anledning til en del bekymring på skibet.

Kristian ankom som planlagt. Kristian er kemiker og arbejder på DTU. Han skal være med på vores projekt indtil New Zealand. Her skal han prøve at undersøge hvilke kemiske kampstoffer bakterierne jeg finder producere. Vi snakkede kort for jeg ville i land og se Gizo by. Efter en tur frem og tilbage på hovedgaden spiste vi frokost på en meget lokal restaurant (se billede). Resten af dagen gik med lidt arbejde samt en enkelt øl i messen. Nu må der nemlig drikkes da vi er i havn hvilket det meste at den faste besætning udnyttede til det yderste.   

Den 30. december blev 18 fra vædderen hentet kl 8.00 da vi skulle ud og dykke. Vi blev inddelt i 3 grupper dem der skulle dykke dybt, dem der havde et certifikat men ikke ville dykke dybt og så dem uden certifikat. Jeg fik et meget fint dyk til 20 meter hvor jeg så 2 rokker, 1 haj og utrolig mange fisk. Det var rigtigt flot og sjovt at dykke igen. Jeg vil glæde mig til senere på turen hvor der bliver muligheder for at dykke. Vi var tilbage på Vædderen kl 16 efter en god dag.

 

Den 31/12-2006 til den 4/1-2007

 

Jeg er vist kommet lidt bagefter med min dagbog!  Vi havde en meget fin Nytårsaften og vi fik lov til at drikke 1 øl. Vi fik BBQ hvilket var lækkert og vi skød nytåret ind med vores signalkanoner, hvilket kan få de fleste kanonslag til at lyde som en knaldperle. Siden er der ikke sket det store på skibet. Vi sejler mod New Zealand, hvilket kan mærkes på temperaturen, Vi har nu ca. 20-25C og dagen hvilket passer alle fint. Det gør også at det er lidt lettere at sove om natten. Tiden har gået med at klargøre til at Lone komme om 4 dage samt at Kristian laver lidt kemi på vores prøver. Ellers er der meget stille på skibet, måske også fordi det er begyndt at gynge lidt, så der er en del der har lidt søsyge. Heldigvis har jeg det fint.

 

Den 5/1-2007

 

Dagen startede 5 min over midnat med at brandalarmen ringede! Heldigvis var det en falsk alarm så alle gik i seng igen. Det har dog gjort at alle er en lille smule trætte i dag. Ellers igen en dag uden så meget forskningstid. Der er blevet fisket en smule og Kristian og jeg har taget prøver. En ting jeg kommer til at savne ved at være her på Vædderen er måneskinnet (se billede), det er bare dejligt at så og kigge ud over havet og nyde lyset der spejler sig i vandet.

 

 

Sidste opdatering: Wednesday den 19. December 2007 21:59                                                                                                          
Webmaster: Mette & Jesper